Samtaler med Jesus - 11
(januar/februar 2012)

Frosten bed i kinderne, mens Christian betragtede de mange, som havde begivet sig ud på den frosne sø for at prøve deres skøjtefærdigheder af. Selv holdt han sig klogeligt inde på bredden.

"En skøn dag, ikke Christian?" hørte han en stemme til højre for sig. Han vendte sig rundt.

"Ja, den er meget smuk, men kold," samtykkede Christian halvt.

Jesus, som var dukket op i mængden, smilede stille og lagde hånden på Christians skulder.

"Jeg elsker vinteren. Gør du ikke?"

Christian nikkede tøvende.

"Ja, jeg elsker også sommeren. Og efteråret. Ja, og foråret." Jesus grinede stille. "Har du tid til en kop kaffe til at få varmen på?"

Christian nikkede med lidt større entusiasme.

Kort efter havde de bænket sig inden døre i en nærliggende cafe med udsigt til søen. En del andre havde også søgt tilflugt derinde. Forældre til børn, som var ude og stå på skøjter. En flok udmattede skøjteløbere. Et ungt par på en date. Jesus kastede et blik rundt i lokalet, og vendte sig så med et tilfreds udtryk i ansigtet mod Christian.

"Hvordan går det?"

"Jo tak," mumlede Christian, "det går vist meget godt. Jeg har fået læst en del i Bibelen på det sidste."

"Det lyder godt," nikkede Jesus.

"Jovist," Christian tog en lille slurk af den varme kaffe, "i starten syntes jeg, den var lidt tung at læse. Og at det var lidt kedeligt at læse de samme ting igen og igen. Men nu… Ja, nu går det bedre, jeg synes faktisk, det gør noget godt ved mig."

"Selvfølgelig. Du bliver, hvad du spiser, ikke?"

Et grin undslap Christian ved henvisningen til det mundheld, som han ofte havde set og hørt i forskellige sammenhænge.

"Så du mener, Bibelen er ligesom mad?" ville han vide.

"Jah, på en måde," nikkede Jesus, "hvis du spiser god og nærende kost, så bliver du sund, hvis ikke, får det konsekvenser. Det er det samme på det åndelige plan."

"Så hvis jeg kun så X Factor og b-film…" grinede Christian.

Jesus trak på skuldrene. "Der er mange ting, som ikke er forkerte i sig selv, og som er ok i mindre mængder. Men hvis det fylder for meget i ens liv, så…"

"Spøg til side," Christian nikkede, "jeg forstår, hvad du mener. Men der er en enkelt ting, jeg synes, det er svært at få rede på…"

"Fortæl…"

"Ja, altså det der med, at Bibelen er dit ord, eller Guds ord, og samtidig er skrevet af mennesker. Jeg mener, de skrev jo ikke bare af efter diktat, vel?"

"Nej," Jesus smagte på kaffen og den tilhørende kage, "jeg ønsker ikke robotter. Det er ikke min stil at få folk til at afskrive mine ord ordret, eller at udlevere himmelske bøger…"

Christian smilede ved de slet skjulte stikpiller.

"…men for det første, så var de mennesker, jeg udvalgte til at skrive Bibelen noget særligt. De havde alt for meget respekt for mig og kærlighed til mig til at digte noget på af deres eget, eller til ikke at gengive det, jeg havde sagt og gjort, helt som det var. Men desuden var jeg med i processen, selvom det var i det skjulte."

"Altså det med, at du har inspireret Bibelen?" brød Christian ind.

"Ja, det er sådan, man kalder det i kirken," nikkede Jesus. "Men det korte af det lange er, at det er lige så meget mine ord, som det er deres. De sagde og skrev, hvad jeg ville have sagt i den samme situation, og derfor kan du også tage mig på ordet, når du læser deres ord."

"Cool, men svært at forstå…" mente Christian.

"Måske, men pointen er ikke, at du skal kunne forstå mekanismen bag, hvordan jeg virker i andre menneskers liv. Pointen er, at du skal høre min stemme, når du læser i Bibelen, og godtage det, der står, som om jeg stod overfor dig og sagde det."

"Hm…" Christian kløede sig i nakken. "Var Bibelens forfattere så ufejlbarlige? Sådan i almindelighed?"

"Nej da," Jesus rystede bestemt på hovedet, "de begik alle mange fejl, ligesom alle andre. Og de skrev og sagde en del andre ting, hvor der var meget af deres eget i. Men det, som er bevaret og udvalgt, det var jeg på en særlig måde med i. Altså det, som nu står i Bibelen."

"Men taler du ikke på andre måder? Jeg mener, nu sidder du jo her…?"

Jesus smilede. "Dette er noget særligt. Du kan ikke regne med, at jeg altid vil møde dig på den her måde. Men jo, jeg taler på mange andre måder. Det er jo ikke alt, der står om i Bibelen. Jeg taler med en stille stemme i folks indre, eller i deres samvittighed, eller gennem tilskyndelser… Jeg taler på mange måder."

"Så Bibelen er bare nogle eksempler på det?"

"Næ nej, den er meget mere end det." Jesus holdt en kort pause og fortsatte så. "Du kan sammenligne den med et landkort eller et søkort. Hvis du er et ukendt sted, har du brug for et kort. Nogle steder er der farligt uden et kort. Undersøiske rev, sumpe med kviksand, områder med lavinefare. Bibelen er dit kort til det her liv, og hvis du er klog, så holder du dig til det."

Christian nikkede, og tilføjede: "Og jeg holder mig fra andre kort."

"Nemlig!" Jesus smilede. "Der er mange kort her i verden. Men kun jeg er vejen til Gud, sandheden om Gud og livet i Gud. Og hvis du ikke følger mit kort, farer du vild."

"Så for min egen skyld bør jeg kunne kortet udenad," supplerede Christian.

"Ja og nej," Jesus tøvede, "kortet er jo ikke noget værd i sig selv. Man kan lære kortet udenad uden at kende mig, og det er jo slet ikke meningen.

"Godt så, men…"

"Bibelen er til for at vise dig vej, som et kort over det åndelige landskab. Vise dig hen til de smukke steder, til oaserne, til det, du har brug for, til din bestemmelse. Men som du selv ved, så er det altid smukkere at stå midt i et storslået landskab end at se det på et kort. Et kort er til for, at du skal opleve de ting, der er på kortet, ikke for at du skal opleve kortet."

"Jeg ser, hvad du mener," grinede Christian. "Så for at sige det kort…"

"…lær kortet at kende, men lær først og fremmest mig at kende," lo Jesus.

"Det er en aftale," smilede Christian og kastede et blik ud på det smukke vinterlandskab, der så fortryllende ud i levende live, men som ganske rigtigt ville se trist og tørt ud, hvis man kun så det tegnet ind i et atlas.

Han vendte sig igen mod Jesus, men Jesus var væk.