Samtaler med Jesus - 13
(Maj 2012)

Foråret var endelig brudt igennem. Over dem bredte en skyfri, blå himmel sig, og Christian betragtede mylderet af mennesker i midtbyen, der alle havde besluttet sig for ikke at gå glip af årets første, rigtige forårsdag. Shorts og t-shirts var fundet frem af gemmerne hos mange, og det summede af liv ved byens fortovscafeer.

Christian rakte frem efter colaen på bordet og kastede et blik på sin ven, der få minutter før havde slået sig ned ved samme bord.

"Du, Jesus…" begyndte Christian, men i det samme kom en gruppe unge forbi i en ivrig samtale, krydret med eder og forbandelser.

Christian kastede et hurtigt blik over på Jesus, og kiggede hurtigt væk igen, for i hans øjne havde der været et glimt af noget, Christian ikke før havde set.

"Ja, du må undskylde…" udbrød han næsten refleksmæssigt.

"Du behøver ikke undskylde," kom det fra Jesus, og Christian så til sin lettelse, at udtrykket i hans øjne var vendt tilbage til det normale, "det har ikke noget med dig at gøre."

"Næh, men…" Christian famlede efter ordene, "det er jo ikke lige passende, vel?"

"Du misforstår, min ven," svarede Jesus med et trist smil og fortsatte.

"Mange kristne opfører sig, som om jeg er sart og ikke kan tåle at høre et ukvemsord. Men tænk på, at jeg ved alting. Jeg ser alt, som foregår overalt, ethvert overgreb, enhver synd og enhver forbrydelse. Det er jo langt, langt værre end det her. Men det, de sagde, fik mig bare til at tænke på ham, de talte om…"

"Altså Djævelen?" spurgte Christian forsigtig.

"Ja, nu brugte de et andet navn, men han har mange navne…" nikkede Jesus.

"Ingen varme følelser mellem jer," forsøgte Christian med et skævt smil, mens han slog det indlysende fast, "det var næsten... ja, som om der var had i dine øjne?"

Jesus nikkede.

"Ja, jeg elsker dig mere, end du drømmer om, og hader ham mere, end du kan forestille dig..."

"Klart nok..." Christian tøvede et øjeblik, "det forstår jeg, men jeg har altid haft lidt svært ved at tro på den figur med hale og gedeklove…"

"Det er bare en af hans forklædninger," Jesus rystede på hovedet og fortsatte, "kan han få folk til enten ikke at tro på, at han findes, eller ikke tage ham alvorligt, så gør det bare alting meget lettere for ham. Men han er virkelig. Lige så virkelig som du og jeg,"

"Men hvordan hænger det så sammen? Er det ham, som står bag al det onde, som sker?" ville Christian vide.

"Ja, på en måde," Jesus nikkede tøvende. "Det var ham, som satte det i gang. Ham, som var skyld i, at Adam og Eva og hele menneskeheden blev smidt ud af Edens have, du ved? Ham, som startede epidemien, så at sige."

Jesus gjorde en pause og fortsatte.

"Sandt at sige er det ikke ham personligt, der står bag alt det onde, der sker. Han kan ikke være alle steder på én gang. Han er ikke almægtig. Det er at tilskrive ham mere, end han er i stand til. Mennesker har også en hel masse egoisme og dumhed i sig, som forårsager en masse ondt. Men jo, han er på færde mange gange og i de værste tilfælde."

"Men når folk snakker om ham…" brød Christian ind.

"Ja, ja," nikkede Jesus, som om han gennemskuede Christians tanker, "nogle folk bruger hans navn uden at tænke over det for at give deres ord lidt mere vægt, selvom de i virkeligheden gør det modsatte. Andre påkalder ham i en form for poppet og tankeløst oprør mod forældre eller mod samfundet. Det er ikke altid, det stikker lige dybt."

Christian bemærkede, at Jesu ansigt havde fået et næsten trist træk over sig.

"Det er tragisk," fortsatte Jesus, "at der er så mange, som skyder skylden på mig eller min Far og tager hans parti, når det i virkeligheden er ham, de burde skyde skylden på."

"Jah, det kan jeg godt se," svarede Christian med et usikkert smil. "De kender dig ikke godt nok."

"Præcist!" Jesus smilede og nikkede anerkendende mod Christian. "Det er netop det, det handler om."

Jesus gjorde en pause, mens han rakte ud efter et par krummer, som lå på bordet.

"Han lever på lånt tid," sagde Jesus med et alvorligt smil, og idet han sagde det, pustede han  til krummerne i sin hånd, så de fløj til alle sider. "For mig er det ikke sværere end som så at gøre en ende på ham til den tid."

"Hm…" Christian nikkede tankefuldt, "men indtil da?"

"Indtil da har han en vis magt, men egentlig kun den magt, mennesker giver ham."

"Du mener?"

"Jeg mener, at han ikke kan tvinge mennesker til noget," forklarede Jesus. "Men hvis man lytter til hans løgne, så risikerer man at fare vild."

"Såsom horoskoper og den slags?" forsøgte Christian sig, halvt i sjov.

"Jovist, men det er næsten det mindste af det," gengældte Jesus, "der er masser af støj og mange stemmer, både i verden og i kirken, og nogle af dem er fra den onde, men hold dig til mig og lyt til min stemme midt i larmen, så er der ikke noget at bekymre sig over. Du farer ikke vild, medmindre du lukker mig ude af dit liv."

"Jah, det er vel også det vigtigste at undgå," mumlede Christian.

"Bestemt!" nikkede Jesus og kastede et blik ud på mængden og op på den blå forårshimmel.

"Du ved," fortsatte han, "at da jeg skabte verden, var den god, og det vil den blive igen. Den tid, du lever i nu, er som et lille intermezzo i det store perspektiv. Brug din tid på at lære mig at kende, for jeg vil altid være der for dig, og du vil altid være sammen med mig. Spild ikke din tid på at gå op i den ondes gøren og laden. Jeg ved alt det, du har brug for at vide, når du behøver det. Det er nok."

Christian nikkede. "Det er en aftale".

Jesus smilede og var væk.