Hej Jesus! - 1
 

Christian lænede sig tilbage og nød det kolde vintervejr udenfor på sikker afstand i cafeens varme. Et par ensomme cykler trillede forbi udenfor, mens spredte snefnug i luften tog temperaturen på vintervejret. Et par dråber espresso lå stadig på bunden af koppen, og dagens avis lå igen foldet sammen på bordet. I sine tanker vaklede han mellem at bestille endnu en espresso eller tage hjem og ordne de par artikler, han som journaliststuderende havde lovet den lokale avis.

Ikke noget, der ville kunne give Cavling-prisen, tænkte han med et smil. Tanken om engang at få journalisternes ypperste udmærkelse fyldte naturligvis en smule i baghovedet, som på enhver vordende journalist.

Hans tanker blev imidlertid brat afbrudt.

"Sidder der nogen her," spurgte en mand og pegede på stolen overfor Christian.

"Næh," mumlede Christian. Forespørgslen var kommet lidt bag på ham. Der var stadig ledige borde, konstaterede han ved et hurtigt blik rundt i lokalet.

Hans øjne betragtede den fremmede. Nydelig, uden at være overdreven smart. Lidt mørklødet, men ikke en typisk indvandrer. Måske sydlænding? Velsoigneret, glatbarberet og en lidt ubestemmelig smag, forekom det ham. Jeans, en løs skjorte, ikke modevarer, men heller ikke stangvarer. Burde han genkende ham? Ingen navne faldt ham ind, men den fremmede virkede alligevel bekendt. Christian blev fanget af hans øjne. Venlige, næsten kærlige, men ikke på en ubehagelig måde. En svag kuldegysning gled gennem ham; det var næsten, som om den anden så direkte igennem ham. Christian rystede det af sig, rettede sig op og vendte sig mod den fremmede.

"Christian…" han rejste sig halvt op og rakte hånden ud. "Kender vi hinanden?"

"Ja da," den anden besvarede håndtrykket med et smil, satte sig og fortsatte:

"Mit navn er Jesus."

"… Øh, ja, det er jo ikke lige et almindeligt dansk navn?" Christian smilede, men ordene kom tøvende, og smilet var halvhjertet som hos den, der ikke ved, om han er offer for en practical joke eller en episode med skjult kamera.

"Nej, jeg er heller ikke dansker, men jøde."

"Rolig nu," Christian tøvede og spurgte halvt i spøg, "vel ikke dén Jesus?"

Den fremmede smilede: "Well, jeg er den, jeg er..."

"Lad dig ikke distrahere af det ydre," fortsatte den fremmede, "havde du forventet at se mig i sandaler og kappe? Som i The Passion…"

"Jah… Måske…" Christian tav og forsøgte at få hold på sine tanker.

"Virkeligheden var i øvrigt en del værre end filmen," mumlede den fremmede, "men lad os ikke snakke om film idag."

Det her var jo skrupskørt. Manden virkede reel nok, forekom det Christian, og han lignede heller ikke en, som var sluppet ud fra en anstalt, men han kunne selvfølgelig ikke være dén Jesus.

"Ville du mig noget?" fik han taget sig sammen til at spørge.

"Tja, jeg kom, fordi du havde brug for det."

Ikke et særligt informativt svar, tænkte Christian, men hans nysgerrighed vandt.

Han lænede sig ind over bordet. "Ok. Jeg leger med. Jeg ved ikke lige, hvad det går ud på, men lad os i det mindste lade som om, du er Jesus."

"I orden," svarede den fremmede med et glimt i øjet, "det er tilstrækkeligt for nu."

"Jeg har booket nogle tider for os..." fortsatte han med et hurtigt smil, da han så Christians reaktion. "Ja, for mig er det ukompliceret at finde tid, ikke? Men jeg har fundet nogle tidspunkter, hvor du er uforstyrret, og den første er nu. I orden?"

"Selvfølgelig."

Christians øjne faldt på avisen, han lige havde læst. Kriser her og der og allevegne. Som journaliststuderende var han da med på, at overskrifter solgte aviser, og at det hjalp at spidsformulere tingene, men det var alligevel langt fra Louis Armstrongs ”What a wonderful World”, som hans bedstefar havde været så glad for.

”Det er rigtigt,” svarede den fremmede, som havde bemærket Christians sideblik. ”Aviserne er ikke ligefrem fyldt med gode nyheder.”

Christian rystede samtykkende på hovedet.

”Det var derfor, jeg kom med dem, ikke? Du ved, de gode nyheder. Evangeliet.”

”Som i...”

”Kort og godt, at alting en dag vil blive helt anderledes og meget, meget bedre,” den fremmede lænede sig frem, ”og at du er inviteret med. Hvis du altså vil?”

”Aha,” mumlede Christian, som forsøgte at genkalde den smule paratviden, han havde om kristendommen. ”Et lille, eksklusivt after party, eller hvad?”

”Jeg vil ikke kalde det eksklusivt,” kom det med et grin, ”nok nærmere det modsatte. Alle er inviteret med.”

”Så alle kommer med?” ville Christian vide.

”Desværre ikke,” kom det sagte fra den fremmede, og det var, som om en skygge gled over hans ansigt. ”Jeg ville ønske det var sådan, og fra min side er alt gjort klar, men det er op til den enkelte. Jeg har ikke tænkt mig at tvinge nogen til at deltage, hvis de ikke ønsker det.”

”Du snakker om himlen og den slags?” ville Christian lige have på plads for en ordens skyld. ”Men hvorfor ikke bare lukke alle ind, hvis det er det, du ønsker?”

Den fremmede rystede på hovedet.

”Hvis du var forelsket i en pige, ville du så ønske at tvinge hende til at gifte sig med dig?”

”Nej...”

”Eller hypnotisere hende til at være forelsket i dig?”

”Næh, heller ikke,” mumlede Christian.

”Det er lidt det samme, ikke sandt?” gav Jesus igen. ”Hvis det ikke er ægte, er det ikke noget værd.”

Christian trak på skuldrene som en slags indrømmelse.

”Du... Jesus...,” Christian tøvede, ”kan du svare på et spørgsmål?”

”Ja da,” den fremmede lo hjerteligt, ”men er det et af den slags spørgsmål, ingen kan svare på, men som man joker med, at Gud vil kunne svare på?”

”Øh, ja,” mumlede Christian og følte sig afsløret.

”Er det et spørgsmål, som holder dig vågen om natten?” ville Jesus vide.

”Nej, nok ikke,” indrømmede Christian.

”Netop,” svarede Jesus. ”Jeg vil meget hellere svare på de spørgsmål, som virkelig betyder noget for dig. Men det er ikke altid, at et svar er et svar på dit egentlige problem, vel? Jeg inviterer dig til at følges med mig, ikke kun til at få hovedet fyldt med fakta, som kan imponere andre.”

”Ok så...” Christian så ned i bordet.

"Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg skal tro...," tilstod han tøvende efter en kort pause. Hans indtryk af kristendommen var ret overfladisk, men også ret så forskelligt fra den person, han sad overfor, hvis denne altså var den, han sagde, han var...

"Det er et ærligt svar, det sætter jeg pris på,” rundede den fremmede af. "Du har nok at tænke over, så lad os tage det en anden dag.”

En bus standsede udenfor. I horisonten tittede et glimt af solen frem mellem skyerne på vinterhimmelen. Solstrålerne spillede i glassene, som stod på bordene i cafeen. Der var en ubestemmelig følelse indeni, og så rev en stemme ham væk fra dagdrømmene.

”Vi ses lige pludseligt."

Så rejste den fremmede sig, så op mod himlen, og forsvandt.