Hej Jesus! - 2
 

Christian smøg halstørklædet om halsen og missede mod de faldende snefnug.

Den sidste måneds tid havde været ret omtumlet efter dette møde med denne person, som påstod at være Jesus, og som Christian ind imellem overvejede at kategorisere som en dagdrøm forårsaget af for lidt søvn eller for meget stress. Christians tanker havde i flere uger kredset om alt mellem himmel og jord, eller hvis han skulle være ærlig nok mest det første.

"Har du travlt?" En velkendt stemme lød til højre for ham. Han vendte sig brat.

"Dig!" Christian genkendte den fremmede, som han havde mødt på cafeen den forrige måned. "Jeg så dig slet ikke."

"Jeg er også lige kommet," svarede denne, "men har du lyst til lidt selskab?"

"Det er vel et af den slags spørgsmål, man ikke kan sige nej til," mumlede Christian med et smil.

"Nej, hov," protesterede Jesus. "Det er ikke meget værd for mig, hvis du bare gør det, fordi jeg vil. Men hvis du har lyst til at bruge lidt tid med mig, så er jeg her."

"Selvfølgelig," nikkede Christian lidt forlegent, "jeg er med."

"Jeg har egentlig altid godt kunnet lide vinter og snevejr," kommenterede Christian, da de gik hen over byens torv, som var dækket af nyfalden sne, "det er ligesom en helt anden verden, når alt det grå bliver dækket af hvidt."

"Det er sådan, min tilgivelse er," svarede Jesus med et smil.

"Ok…"

"Sneen er til for at minde dig om, at alt det gamle og slidte, og alt det, som er gået galt, kan blive dækket og glemt," uddybede Jesus.

"Joh, hvis du siger det," Christian trak på skuldrene. Der var trods alt et par ting, han ikke var for stolt af, og som han hellere end gerne så dækket af et tykt lag sne.

"Hvis du ser ordentligt efter, siger alt det, jeg har skabt, et eller andet om mig," fortsatte Jesus. "Det samme gælder dig og de ting, du udretter, selvom det er i en mindre skala".

"Det lyder næsten, sådan lidt... panteistisk," påpegede Christian, "altså det med at se det guddommelige i naturen og sådan..."

"På ingen måde!" brød Jesus af.

"Det er forskel på mig og det, jeg har skabt," forklarede han, da han så Christians betuttede tavshed. "Men man kan sige, det er ligesom, jeg har sat mit fingeraftryk på det skabte, og den, som ser ordentligt efter, vil kunne se det afspejle mig."

"Godt ord igen," kom det forsigtigt fra Christian.

"Vinteren fortæller også noget om det potentiale, som ligger begravet i dig," forklarede Jesus og så på Christian med et smil, "og som kommer frem i lyset om foråret, når mit lys skinner på dig."

"Hvis du siger det..."

"Vinteren er dejlig, men jeg synes nu også godt om forår, sommer og efterår," fortsatte Jesus uanfægtet, idet han tog tråden op fra Christians indledende bemærkning. "Faktisk er jeg ret vild med dem alle fire."

Christian brød ud i latter. "Er der noget, du ikke kan lide?"

"Well," smilede Jesus, "jeg har jo skabt alle årstiderne, og jeg er begejstret for alt det, jeg har skabt."

"Sådan kan man vel også sige det," nikkede Christian, og de fortsatte lidt i tavshed.

"Har du tid til en kop kaffe til at få varmen på?" foreslog Jesus, da de kom forbi en af byens cafeer.

Christian nikkede.

Kort efter havde de bænket sig inden døre med udsigt til en skøjtebane, som var anlagt i byparken udenfor. En del andre havde også søgt tilflugt derinde. Forældre til børn, som var ude og stå på skøjter. En flok udmattede skøjteløbere. Et ungt par på en date. Jesus kastede et blik rundt i lokalet, og vendte sig så med et tilfreds udtryk i ansigtet mod Christian.

"Er du ok?"

"Burde du ikke vide det?" spurgte Christian, "altså hvis du er den, du siger, du er?"

"Jo, jo," indrømmede Jesus, "men det er ikke det samme som at høre det fra din egen mund. Jeg ved alt, men vil gerne høre det med dine egne ord. Det er det samme, når folk beder til mig, ikke?"

"Det er det vel," måtte Christian medgive, "men er det ikke lidt kedeligt at høre på alt det, du allerede ved?"

"Jeg er ikke som dig," smilede Jesus, "og det er svært at forklare overfor dig, fordi du er begrænset..."

"Prøv..."

"...men man kunne sige det på flere måder," fortsatte Jesus uanfægtet. "Man kan sige, at jeg i den situation, hvor jeg er sammen med dig, lukker af for min viden om dig, så jeg oplever det fra dig, som om det er første gang, jeg hører det, selvom jeg inderst inde godt ved alt om det. Men man kan også sammenligne med en forælder, der glæder sig over at høre sine børn fortælle om det, de har oplevet, selvom vedkommende måske allerede har hørt om det eller set dem gennem vinduet."

 "Joh, det..." nikkede Christian, og fortsatte, da Jesus forblev tavs. "Angående hvordan jeg har det, så ved jeg snart ikke, hvad jeg skal tro. Men altså, hvis du er virkelig... Altså hvis du er den, du siger, du er... Ja, så vender det jo op og ned på alt, jeg har gået og troet, ikke?"

"Ja..."

"Det er lidt ligesom at starte i 1. klasse igen, ikke?"

"Ja..."

"Eller et paradigmeskifte?"

"Hvis du foretrækker et finere ord, så igen ja," Jesus trak på skuldrene og fortsatte.

"Det kan godt være, du føler det lidt ligesom at være slået tilbage til start?" Han ventede et øjeblik på Christians tøvende nik. "Men omvendt ville du være glad for at blive hentet i helikopter, hvis du var faret vild i de norske fjelde?"

"Joh," måtte Christian medgive, "men..."

"Faktum er, at du og alle andre er endnu mere faret vild, end den stakkels fjeldvandrer, eller mere blanket af end i dit værste Matador-spil nogensinde..." Jesus lænede sig lidt tilbage og lod sine ord synke ind, "Jeg tilbyder dig i første omgang en redningshelikopter... Og i anden omgang et helt nyt liv, eller rettere det liv, du var skabt til at leve."

"Sådan en slags åndelig reboot?" foreslog Christian halvt i spøg.

"Det kan man godt sige."

"Jo, det er jo noget at tænke over," mumlede Christian tøvende.

"Netop. Gør det til vi ses igen." Jesus smilede, rejste sig, klappede Christian på skulderen og var væk.