Hej Jesus! - 3
 

Christian missede med øjnene og konstaterede, at klokken nærmere sig nærmede sig 17. Han havde smidt sig på sengen og taget en "morfar", da han var kommet hjem, og konstaterede, at det så småt var ved at blive mørkere, selv om forårssolen havde fået lidt mere magt de sidste par dage.

Måske stod den på take away igen, tænkte han, da han hørte en lyd ude fra køkkenet. Havde han glemt at smække døren? Eller kom lyden udefra? Han skulle lige til at rejse sig, men før han kunne foretage sig noget, lød en velkendt stemme:

"Hej Christian, jeg har lavet en kop kaffe. Sort, som du kan lide den, ikke?"

"Åh, er det dig, Jesus!" Christian trak ufrivilligt på smilebåndet over det usædvanlige i en sådan bemærkning. Men efter de sidste par måneder var han efterhånden forberedt på det uventede.

Han tog imod koppen, som blev rakt ham, mens kaffearomaen slog op imod ham.

"Men der var da ikke flere bønner tilbage…" Han stoppede, da han indså det overflødige i den bemærkning.

"Næh, men jeg løber aldrig tør, og hvis man kan bespise fem tusind, så er en kop kaffe ingenting."

Christian smilede. Før i tiden havde han nogle gange spekuleret på, om Gud havde humor, men nu syntes svaret at give sig selv.

Han tog en slurk kaffe. Smagen var intens på en behagelig måde. Brændt og bitter, men uden at være for voldsom. Som om de smagsnuancer, der normalt ville overdøve eller udelukke hinanden, denne gang sameksisterede på en harmonisk måde. Det var uden overdrivelse den bedste kop kaffe, han i sit liv havde smagt.

"Den smager himmelsk!" udbrød han.

"Det burde den også," svarede Jesus med et grin.

"Er det sådan, maden smager i himlen?"

"Jah, du har fået en lille forsmag. ligesom de fik ved brylluppet i Kana." Jesus lænede sig frem. "Men ret beset, alt det gode, du her og nu erfarer, er en forsmag på det egentlige og bedre. Kærlighed, familieliv, gode venner, mad, musik, kreativitet og glæde… Alt sammen er en afspejling af, hvordan tingene burde være - og engang skal blive."

Christian nikkede.

”Jeg havde egentlig ikke tænkt, at du gik op i god mad og musik…” begyndte han.

”Hvorfor ikke?”

”Well, jeg troede vel, du mere gik op i åndelige ting,” han ledte efter ordene, ”måske lidt ligesom tibetanske munke?”

Jesus rystede på hovedet ved sammenligningen.

”Der er mange, som tænker sådan,” medgav han, ”som om denne verden er ond, og det er mest åndeligt at være anderledes eller distancere sig. Men det er ikke verden som sådan, det er galt med, men for øjeblikket så…”

”For øjeblikket?” brød Christian ind. ”Har der ikke altid været noget galt med verden?”

”Et øjeblik i min tidsregning,” kom det resolut, ”fra Adam og Eva og frem, du ved…”

”Ok,” mumlede Christian, ”undskyld, jeg afbrød.”

”Helt ok, min ven!” Jesus smilede og rakte ud efter kaffen.

”Men du er ikke asket?” ville Christian vide.

”Nej, jeg er ikke asket,” Jesus rystede på hovedet og fortsatte. ”Jeg holder meget af verden, jeg har jo selv skabt den. Men du kan tage alt det gode og bruge det på en forkert måde, og så er der konsekvenser i form af det, som I kalder livsstilssygdomme.”

Christian nikkede tøvende med et stik af dårlig samvittighed over sit forbrug af take away og alt muligt andet.

”Og så er der de åndelige livsstilssygdomme,” fortsatte Jesus, ”som I ikke snakker så meget om.”

”Åndelige livsstilsygdomme?”

”Det, som I plejede at kalde synd…” kom det fra Jesus, og det var næsten, som om der kom et trist og dystert udtryk over ham.

”Ja, det…” kom det fra Christian, som ikke vidste, hvad han skulle sige.

”Pointen er, at det ikke kun er mad- og drikkevaner, som kan være skadelige for dig,” forklarede Jesus. ”De moralske valg, altså om du gør det rigtige eller det forkerte i en given situation, påvirker dig på samme måde. De fleste går mere op i, hvad de kommer i munden, end hvad der kommer ud af den., men det sidste er ofte langt værre.”

”Hvis du siger det…”

”Husk, jeg kom ikke for at fordømme verden og pege fingre ad folks synder,” understregede Jesus. ”Men jeg hader synd, fordi den ødelægger mennesker og ødelægger det, jeg har skabt, og som kunne være så godt.”

Han gjorde en kort pause og fortsatte.

”Forestil dig, at du har sparet op til en dyr gave, og modtageren ikke sætter pris på den, men bruger den helt forkert. Du laver den lækreste middag til et par venner, og de henter noget billigt ketchup i køkkenet og hælder over maden. Du sparer op til en dyr cykel til din søn, og så bytter han den væk næste dag for noget værdiløst. Eller du køber en guldring til din kæreste, og hun sælger den ugen efter for guldværdien.”

”Jeg ser, hvad du mener,” grinede Christian, ”jeg ville også blive pissesur.”

”Jeg ville nok kalde det noget andet,” korrigerede Jesus ham, ”men du har fanget lidt af pointen. Jeg kan blive vred, og min Far kan blive vred, men ikke fordi vi har et hidsigt og nærtagende temperament. Vi bliver vrede, fordi mennesker tilsidesætter det gode, vi giver, og tilsidesætter hensynet til sig selv og andre mennesker. Som jeg sagde sidst, så tilbyder jeg alle en frisk start, men kun på et sæt nye præmisser.”

”Sådan lidt som at man ikke kan få en slankeoperation og bagefter spise som før?” jokede Christian.

”Sådan cirka.” Jesus nikkede, rejste sig og bar kopperne ud i køkkenet.

”Til vi ses næste gang,” råbte han og var væk.