Hej Jesus! - 6
 

Christian sad indenfor på en cafe, på en dag hvor sommeren havde besluttet sig for at holde lidt igen på varmen. På bordet foran ham stod en dampende ret med pasta, bacon og flødesauce. Ved siden af bladrede han løst i et nummer af Illustreret Videnskab, han havde taget fra cafeens beholdning af læsestof.

Han så op, da døren gik op, og han så den mand, han havde lært at kende som Jesus, komme ind og veksle et par ord med tjeneren. Da han så Christian, vinkede han og kom over til ham.

"Hej Christian"

"Hej Jesus… Kan andre også se dig?"

Jesus kluklo. "Selvfølgelig, jeg er da lige så meget kød og blod som dig. Må jeg sætte mig?"

Christian nikkede, og Jesus tog plads overfor ham. "Hyggeligt sted," smilede han.

"Njah, det lever nok ikke op til, hvor du kommer fra," grinede Christian.

"Sandt nok," medgav Jesus, "men det er ikke det, jeg bedømmer ting ud fra. Efter den standard falder alt igennem, men jeg ser også på, hvad man gør med det, man har. Altså, hvor godt man forvalter det, man har fået. Og her har de fået en hel del ud af lidt. Stedet har personlighed, fordi folkene bag har lagt sjælen i deres arbejde."

"Hvis man ser sådan på det…" Christian vidste, hvornår det ikke kunne betale sig at diskutere.

"Hvad spiser du?" spurgte Jesus interesseret. Christian forklarede ham det.

"Kan jeg få en magen til?" spurgte Jesus henvendt til tjeneren.

"Jeg vidste ikke, du spiste almindelig mad." Christian så forbløffet ud.

"Jo da," nikkede Jesus, "jeg holder meget af god mad. Jeg spiste ofte med mine disciple. Og der vil være et festmåltid, når du engang kommer til Himlen."

Christian tøvede. "Men jeg troede ikke, at bacon var…"

"Kosher?" Jesus så op med et grin. "Jo da, jeg spiser al slags mad."

"Men i Gamle Testamente…" indvendte Christian, men blev afbrudt.

"Det var en anden tid og et andet sted," forklarede Jesus. "Hvis du vidste, hvor usunde svin var dengang. Desuden var der lidt symbolik i det. Men det er ligesom overflødigt nu. Symbolikken var der for at pege på mig og sige noget om mig. Men nu er jeg jo kommet, og så behøver man ikke repetere symbolikken. Faktisk er det lidt fjollet, for det er jo meget bedre, at man har fat i mig end i en masse regler, som jeg for længst har afskaffet."

"Nå ja," nikkede Christian, "det lyder jo fornuftigt nok. Well, apropos fornuft…"

"Ja…" Jesus signalerede til ham, at han skulle fortsætte.

"Altså, det lyder jo lidt fjollet…"

"Kom nu," Jesus smilede, "jeg ved jo, hvilke spørgsmål, du går og tumler med, uanset om du siger dem eller ej. Du kan lige så godt være åben og stille dem."

"Ja, altså," Christian følte sig en smule dum, men alligevel elsket, "jeg synes nogle gange, det er svært at få det med tro og fornuft til at hænge sammen."

"Hvordan?"

"Jo," Christian ledte efter ordene, "det er lidt sådan, at når jeg er sammen med dig, så giver det hele mening. Men når man så læser en eller anden populærvidenskabelig artikel, så lyder den også fornuftig. Når du er her, lyder det fornuftigt, at du har skabt det hele. Og når jeg læser noget andet, så lyder det også fornuftigt, ja, måske lidt mere… videnskabeligt. Det er, som om jeg ikke kan få min tro og min forstand til at arbejde sammen."

Jesus nikkede. "Der er en del, der har det ligesom dig."

"Tjoh," mumlede Christian, "vi er en del håbløse tilfælde."

"I virkeligheden er tro og fornuft ikke modsætninger," fortsatte Jesus, "så længe troen holder sig til det, den er skabt til, og forstanden holder sig til det, den er skabt til. Jeg har jo skabt begge dele."

Jesus så på Christian, der nikkede, men som tydeligvis længtes efter mere.

"Du ved, jeg skabte Adam i sin tid," spurgte Jesus.

Christian nikkede. Han huskede selvfølgelig godt skabelsesberetningen fra Bibelen.

"Forestil dig nu," fortsatte Jesus med et skælmsk blik på Christian, "at du så Adam 10 sekunder efter, at jeg havde skabt ham, og du blev bedt om at svare på, hvor gammel han var?"

"Ja, så ville han vel være 10 sekunder?"

"Ja, men hvis du ikke vidste det, hvor gammel ville du så sige, han var?"

"Øh, ja, det ved jeg ikke," Christian famlede efter det rigtige svar, "20 år?"

"Tæt nok på," smilede Jesus. "En læge eller en videnskabsmand, som så Adam ville have sagt det samme. Ud fra den viden han har, ville han bedømme ham til at være omkring den alder, han var jo voksen, da jeg skabte ham… Men det ville jo ikke være rigtigt, vel?"

"Øh, nej, det ville det vel ikke," mumlede Christian, mens en spirende aha-oplevelse var ved at tage form i hans sind.

"Man kan jo ikke bebrejde videnskabsmanden, at han ville sige, Adam så ud til at være 20 år. Ud fra hans begrænsede viden kan han ikke sige andet. Hvis jeg ville skabe et træ, ville jeg også skabe det med årringe, eller ville det jo ikke være autentisk. Men den, som tæller årringene, kommer til at begå en fejl, selvom det ellers er meget fornuftigt."

Christian nikkede.

"Troen er ikke til for at lære dig, hvad 2+2 er," fortsatte Jesus, "eller for at lære dig om jerns smeltepunkt eller om statistisk analyse. Troen er til for, at du kan lære at kende mig, og erkende at jeg er til. På den anden side må fornuften give op, når den forsøger at forklare de store spørgsmål."

"Jeg kan godt se, hvad du siger," medgav Christian, "men nogle gange synes jeg altså, at også præster kloger sig om ting, de ikke ved noget om."

"Det er sandt nok", sagde Jesus med et trist smil, "præster er der for at formidle troen, ikke for at udtale sig som psykologer eller videnskabsmænd."

"I det, du kalder Middelalderen, var det jo langt værre," fortsatte Jesus. "Her forsøgte kirken at diktere ting, som var åbenlyst forkerte. Man påstod f.eks., at mænd havde et ribben mindre i den ene side, fordi det var blevet brugt til at skabe kvinden, og man påstod at vide, at tunge ting falder hurtigere end lette, selvom enhver kunne afprøve det og se, at det ikke passede."

Christian smilede. De historier havde han godt hørt.

"Den slags fik ikke folk til at tro, tværtimod," mindede Jesus ham om, "men i dag er det omvendt. Her påstår videnskaben at have svaret på alting. Det er lige så tåbeligt."

"Kan man så slet ikke bruge sin fornuft," ville Christian vide.

"Jo da," svarede Jesus med eftertryk. "Husker du, hvad jeg sagde? Du er skabt med både tro, forstand og følelser. Det er ikke meningen, at du kun skal være styret af dine følelser. Men det er heller ikke meningen, du kun skal lade dig styre af din forstand. Men du skal heller ikke kun være styret af din tro, og være ligeglad med sund fornuft og begynde at påstå, at jorden er flad eller andre fjollede ting."

"Men det er så let at blande det hele sammen," mumlede Christian.

"Ja, men det er din opgave at holde dem adskilt. Brug din tro til det, den er skabt til. Brug din forstand til det, den er skabt til. Og brug dine følelser til det, de er skabt til. Der er ingen konflikt. Troen modsiger ikke forstanden, og forstanden modsiger ikke troen, så længe den holder sig der, hvor den er skabt til at være."

"Jeg skal gøre mit bedste," smilede Christian, mens hans lukkede Illustreret Videnskab i og skubbede det over i den anden ende af bordet.

"Det er alt, jeg forlanger," smilede Jesus. Han rejste sig, gav Christian et klap på skulderen, gik ud ad døren og forsvandt rundt om hjørnet.